LCA & LCC
LCA og LCC i byggeriet – dokumenteret bæredygtighed i langsigtet økonomi
Kravene til dokumentation i byggeriet er skærpet markant de seneste år og udviklingen fortsætter. I dag er livscyklusvurderinger (LCA) ikke længere et tilvalg, men et krav i bygningsreglementet.
Samtidig efterspørger nogle bygherrer et solidt beslutningsgrundlag for totaløkonomi gennem livscyklusomkostninger (LCC).
Tilsammen udgør LCA og LCC et stærkt fundament for at træffe de rigtige valg – både klimamæssigt og økonomisk.
Hos os arbejder vi med begge discipliner, især når vi arbejder med DGNB-certificering og har, længe før det blev et krav i bygningsreglementet arbejdet med LCA. Det sikrer, at bæredygtighed ikke bliver en eftertanke, men en reel, dokumenteret kvalitet i det færdige byggeri.
LCA som en integreret del af projekteringen
Alle nye byggerier skal i dag have beregnet deres CO₂-aftryk over en livscyklus på 50 år. Resultaterne skal dokumenteres og overholde de fastsatte grænseværdier i bygningsreglementet, som er differentieret efter bygningstype og størrelse. Det stiller skærpede krav til materialevalg, konstruktioner og projekteringsprocesser.
Derfor arbejder vi konsekvent med LCA som en integreret del af projekteringen og har gennemført analyser af vores permanente modulbyggeri. Det betyder, at vi har kendskab til vores konstruktioners klimamæssige performance og ved præcis, hvilke greb der skal til for at overholde grænseværdierne.
Vores tilgang er datadrevet og praksisnær. Vi anvender dokumenterede materialedata og arbejder aktivt med optimering af konstruktioner, så CO₂-aftrykket reduceres uden at gå på kompromis med kvalitet, funktionalitet eller arkitektonisk frihed.
For dig som bygherre, arkitekt eller rådgiver betyder det, at du får et byggeri, der er projekteret med fuld forståelse for både gældende og kommende klimakrav, og som er dokumenteret hele vejen.
Når vi udregner LCA-beregninger bruger vi LCAbyg, som sikrer et validt udgangspunkt for vores projektering.
LCC giver et samlet billede af økonomien
Hvor LCA fokuserer på klimaaftrykket, giver LCC et helhedsorienteret billede af byggeriets økonomi over tid. LCC-beregninger dækker alle væsentlige omkostninger i bygningens levetid – fra anlæg og drift til vedligehold, udskiftninger og bortskaffelse.
LCC-analyser er ikke et lovkrav i bygningsreglementet (BR18), men anvendes i forbindelse med bæredygtighedscertificeringer som DGNB og giver dermed mulighed for at bygherre kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Det handler ikke kun om anlægsbudgettet her og nu, men om den samlede økonomi over en 50-årig periode.
Materialevalg spiller en afgørende rolle. Nogle løsninger kan være dyrere at anskaffe, men til gengæld have længere levetid, lavere vedligeholdelsesbehov og færre udskiftninger – noget vi hos JYTAS har stor opmærksomhed på.
Med LCC-analyser synliggøres disse forskelle og skaber transparens i de økonomiske konsekvenser af de valg, der træffes i projekteringen.
Billederne viser Børnehuset Troldebo certificeret med DGNB-guld.
Samspillet mellem LCA og LCC
Den største værdi opstår, når LCA og LCC tænkes sammen, som er tilfældet ved vores DGNB-certificerede projekter. Vi arbejder derfor målrettet med at finde den rette balance mellem lavt CO₂-aftryk og stærk totaløkonomi.
Det betyder, at vi dokumenterer og rådgiver aktivt om de løsninger, der skaber mest værdi for jeres projekt – både på kort og lang sigt. Desuden udvælges materialer tilpasset det pågældende projekt, så det skaber mest muligt værdi for bygherre, bruger og miljø.
Det er ikke bare godt byggeri. Det er ansvarligt byggeri.
Vil du høre mere om LCA og LCC og, hvordan vi bruger det?

